1. februar 2010
Akupunktøren fortæller hvorfor vi skal drikke meget vand
Hvorfor skal vi drikke meget vand?
Kroppen kan ikke undvære vand til sine funktioner:
Fordøjelsen:
Vand er en bestanddel af mavesaft, spyt og bugspytkirtlens sekret. Vand fremmer transporten i tarmen og medvirker til opløsning af næringsstofferne.
Absorption:
Vand fremmer transporten af næringsstofferne til cellerne.
Udskillelse:
Vand medvirker til udskillelsen af affaldsstoffer fra kost og medicin via nyrer, tarm, hud og lunger.
Cirkulation:
Vand medvirker til transport af næringsstoffer og affaldsstoffer i blod og lymfe.
Temperaturkontrol:
Vand er en bestanddel af sved, som hjælper kroppen til at holde en konstant temperatur.
"Smøring":
Vand medvirker til "smøring" af led og tyktarmsslimhinder.
Vand er sammen med ilt det vigtigste element for at opretholde liv. Et menneske kan i ekstreme tilfælde klare sig uden mad i lang tid, men blot nogle få dage uden vand, kan være livstruende.
Vi udskiller ca.2,8 ltr. vand hver dag. Dette væsketab skal erstattes ved at drikke vand eller te.
Vi har behov for 6-8 glas vand hver dag, afhængigt af klima, aktivitetsniveau og den enkeltes generelle helbredstilstand.
Alle de vitale kropsfunktioner er afhængige af tilstrækkeligt vand. De biokemiske reaktioner i kroppen foregår kontinuerligt i vandbaserede væsker.
Heldigvis fungerer kroppens egen væskekontrol som regel godt, d.v.s., at vi føler tørst. Der er nogen, som ikke har en velfungerende væskekontrol. De kan glemme at drikke tilstrækkeligt væske i løbet af dagen. Der er også nogen, som påstår, at de ikke kan lide vand, men så må de tilsætte lidt saft. Vand er dog den mest naturlige væske for mennesket. Vand er den væske, som vores indre, – især nyrerne – bedst kan "genkende".
Hvis vi har fået for lidt væske, nedsættes de nævnte funktioner. Der kommer symptomer som hovedpine, utilpashed, slaphed, tør hud samt ømhed og/eller smerter i musklerne.
Det er kroppens "melding" til os om at vi skal skynde os at drikke mere – helst vand eller te.
I varme perioder, hvor vi drikker meget, skal vi være opmærksom på tab af vandopløselige vitaminer og mineraler.
©Doris Damsgaard Akupunktør, Svendborg
7. oktober 2009
Ødemer Væskeophobning
Væskeophobning – Ødem/Ødemer – en kinesisk forklaring.
Væskeophobning kan foregå forskellige steder i og på kroppen. Det kaldes ødem.
Vi ser ødemer som hævede ben og i ansigtet, over eller under øjnene, på kroppen – især omkring maveområdet, på hænder og fingre, i anklerne samt på fødder og tæer samt det sjældne tilfælde, hvor der kun kommer hævelse og ødem i det venstre ben – og kun i det.
Ødemer optræder forskellige steder og hver type ødem har sin egen specielle årsag ifl. TCM (Traditional Chinese Medicine), men grundlæggende opstår de af samme årsager. Det er behandlerens opgave at opspore årsagen – og derefter kan man sætte ind med behandling.
Ødemer skyldes FUGT. Det dannes, når der ikke er tilstrækkelig cirkulation på grund af yang-xu og qi-xu i bl.a. lymfesystemet, og kropsvæsker og slim vil øges og stagnere (ophobes).
FUGT kan desuden dannes i kroppen af forskellige andre årsager, som nævnes i det efterfølgende.
Man kan få en tung fornemmelse i hovedet, typisk som en jernhat eller et pandebånd, der trykker. Man kan få en tung fornemmelse i hele kroppen og især i hofterne, hvor der også kan opstå smerter.
Man føler sig træt og øm og der kan være en fornemmelse af at være lidt omtåget engang imellem og så kommer hævelserne.
Der er mange flere detaljerede symptomer, men disse er de overordnede.
Vi taler om FUGT-dannende mad og drikke samt medicin.
MEDICIN:
Af medicin er det især antibiotika, steroider og hormoner (p-piller), som er fugtdannende. Alt, hvad der har Yin-karakter, er fugt-dannende når der er overskud. Man er begyndt i USA at karakterisere vestlig medicin efter østlige principper m.h.t. Yin og Yang, idet man har erkendt, at det kan være nødvendigt.
MAD OG DRIKKE SAMT NYDELSESMIDLER:
Følgende fødevarer er FUGT-dannende og bør undgås ved ødemer:
Kold mad og drikke, der kommer lige fra køleskabet eller tilsat f. eks. isterninger.
Spis og drik kun tempererede eller varme ting.
Alle komælksprodukter, både lette – og sure. Alle slags oste af komælk, både bløde oste og skæreoste.
Brug gedeoste. Der fås mange lækre typer af gedeoste i ostebutikken, som slet ikke smager af ged. Man kan også få en fin kvalitet pulver-gedemælk, hvis man ikke kan undvære mælk.
Rå grønsager, ”råkost-salat” er meget FUGT-dannende i maven.
Damp, stuv, kog eller wok grønsagerne.
Snup en kvist krydderurter hver dag til din mad. Prøv dig frem – der er mange – også nogle, som du kan lide! Krydderurter er lægeurter, men de stimulerer også fordøjelsen, og så smager de godt – og så er de fyldt med vitaminer og mineraler!
Rå og umoden frugt (meget købe-frugt er plukket umodnet).¨Tropefrugter (og især banan, figen og ananas er fugt-dannende).
Undgå det helt og find noget, som er naturligt modnet – eller kog frugten.
Hvidt sukker og alt, hvori det findes: Kager, kiks, slik, Is, Chokolade, sodavand, cola, saft,– alle slags juice – sure eller syrlige samt tropefrugter er særligt FUGT-dannende
Gå på jagt efter noget, du kan lide og bruge til ”den søde tand”, som ikke skader. Med tiden savner du slet ikke disse nydelsesmidler.
Drik vand eller te. Gå på opdagelse efter et par rigtig gode slags te, som du kan lide.
Vin og spiritus er med til at danne FUGT i systemet.
Hvis vi ikke får tilstrækkeligt med motion, – ja så er det forståeligt, at der går stilstand i det hele.
Sørg så vidt muligt for at gå, cykle eller svømme det, du kan udholde!
Sørg for at tygge al mad grundigt, før du synker det. Det er livsvigtigt. Lær det videre til børn og børnebørn. Jeg har set mange, som blev syge af at spise for hurtigt og tygge for lidt på deres mad. Resultat: Mavesmerter, luft, dårlig fordøjelse o.m.a.
Hver mundfuld skal være flydende før du synker den.
Drik først vand, når du er færdig med at spise!
Medmindre du tygger fuldkornsbrød og anden mad med fuldkorn på den måde, som er nævnt her, så er du bedre tjent med at spise brød uden fuldkornskærner.
Alt for mange mennesker har fået mave/tarm-problemer på grund af for dårligt tygget fuldkorn.
Så er det pludselig ikke så sundt, som vi tror!
Jeg har set mange, som efter 14 dage uden kærner, var fri for alle symptomer og havde det godt i mave/tarm. –så enkelt kan det være!
Disse råd vil hjælpe med til at forebygge FUGT-dannelser i kroppen.
Det er især mennesker med et svagt fordøjelsessystem, en svag nyre-qi samt tendens til kulde, der er udsatte for at få FUGT-dannelser.
©Doris Damsgaard, Svendborg
15. august 2004
Aloe vera er en af de mest populære og velkendte lægeurter.
Aloe vera har været anvendt i årtusin-der i mange kulturer.
Aloe vera vokser bl.a. i Sydeuropa, Afrika og Amerika. Planten hører til en lilje-familie inden for sukkulenterne, og ikke til kaktusserne, som man umiddelbart skulle tro efter udseendet.
Aloe vera er en af de "store" lægeurter med en bred anvendelse.
Den kan dyrkes som potteplante i din vindueskarm, dog ikke i sydvindue med stærk og direkte sol. Det kan den dø af. Bortset fra det, så er den nem at dyrke. Plantes i lidt sandblandet jord og passes med vand af og til. Får aldrig utøj, mitter eller svamp.
Man bruger saften fra et blad ved brandsår og skoldninger, sår, læsioner, acne, kløe, herpes, eksem, psoreasis, vorter, insektstik, ømme og sarte gummer, fremme af hårvækst o.m.a. Ved brandsår og skoldninger påføres saften mange gange i løbet af dagen.
Man skærer et stykke af et "blad". Bladene, som mere ligner tykke saftfyldte stilke, er fyldt med en klar gelé. Snittet på planten lukker sig helt efter nogle dage.
Det blad, som du har skåret af, virker som en selvlukkende tube – naturens egen opfindelse af en tube.
Bladet kræver ikke nogen særlig opbevaring, – endelig ikke i køleskab. Lad det blot ligge. Hver gang, du skal bruge noget gelé, skærer du en lille skive af og skraber en passende mængde gelé ud.
Geléen dufter af plantesaft og er aldeles ugiftig og ufarlig. Den kan faktisk indtages som et lægemiddel imod mave/tarmproblemer og parasitter.
Geléen smøres på sår eller skoldning flere gange dagligt. Der foregår en omgående heling og der bliver næsten intet ar.
Aloe vera har den specielle egenskab, at den indeholder et smertestillende stof og et celle-regenererende stof, som healer omgående.
Desuden gennemtrænger Aloe vera alle 3 lag i vores hud og "bærer næring" til alle lag.
Derfor anvendes Aloe vera i kosmetik og naturmedicin.
På grund af den gennemtrængende virkning kan andre stoffer "bæres med". Det kan være farvestoffer, tilsætningsstoffer i cremer, spray og salver. Det er derfor en god idé at læse eti-ketterne grundigt, før du anvender et produkt med Aloe vera, hvor der er tilsat andre stoffer.
Pas godt på din Aloe vera.
Lad den stå i vindueskarmen i køkkenet, så den er ved hånden, hvis nogen brænder sig på ovnen eller skolder sig.
Der er en art, som bliver 15-2o cm høj, og en anden som kan blive 40-50 cm høj, alt efter ur-tepottens størrelse. De får masser af skud i tidens løb, så du kan altid ha' en reserve og samti-digt glæde andre med denne nyttige plante.
Lad en kopi af dette følge med de skud, som du giver bort.
Go' fornøjelse med din Aloe vera!
Doris Damsgaard, Svendborg

